Virksomheder og studerende matches i Biotekbyen

56 ingeniørstuderende "speeddatede" 8 virksomheder til årets Matchmaking-event

Del dette indlæg

Mindst 16 studiejob og 20 praktikpladser er blevet matchet med Absalons ingeniørstuderende ved årets matchmakingevent i Biotekbyen Kalundborg.

I Biotekbyen Kalundborg arbejder vi hen imod en vision om lokalt at kunne opdyrke de talenter, som byens industri har brug for. Til det formål er der brug for en tæt kobling mellem byens virksomheder og uddannelsesinstitutioner, og det er matchmaking-arrangementet et af mange eksempler på.

Knowledge Hub Zealand organiserer Matchmaking-arrangementet i samarbejde med Absalon, Kalundborg Jobcenter og Biotekbyens virksomheder.

Effektivt rekrutteringssetup

Det er blevet fast tradition i Kalundborg, at Biotekbyens industri sammen med Absalon hvert år sætter en fælles dato i kalenderen, hvor små og store virksomheder kan rykke ind på de studerendes hjemmebane på Campus Kalundborg. Diplomingeniørstuderende i bioteknologi og i maskinteknologi roterer til samtaler om studiejob og/eller praktikpladser hos flere forskellige virksomheder, og virksomhederne kan effektivt få afviklet samtaler med flere forskellige studerende.

Det sætter blandt andre Kalundborg Forsyning stor pris på:

Det er en rigtig effektiv ramme for os som virksomhed, at vi her får et samtalested på campus, hvor vi kan møde flere forskellige studerende til de stillinger og pladser, vi har slået op. Vi er med hvert år, da vi har gode erfaringer med studerende fra Absalon. Vi har igennem de senere år set, hvordan praktikpladsen har lagt god basis for et kommende studiejob eller job efter endt uddannelse.

Forsyningen havde seks studerende til samtale om to praktikpladser og fik begge besat i forbindelse med eventen. Andre virksomheder havde så gode samtaler, at nogle måtte hjem og skabe flere studiejobs til de dygtige kandidater.

Efter højt tempo af samtaletræning for Absalons ingeniørstuderende har 30 studerende været igennem samtaler til studiejob og 26 studerende til praktikpladser.

Forud har virksomhederne indsendt deres stillingsopslag, som de studerende har kunne søge. Dernæst har virksomhederne indkaldt de studerende, de gerne vil se, til samtale på matchmakingdagen, hvor flere studerende var til flere forskellige samtaler såvel fysisk som online. 

Praktikpladser i ind- og udland

Blandt årets praktikpladser kunne de studerende også søge mod internationale erfaringer i udlandet, hvor bl.a. Novo Nordisk havde slået to praktikpladser op på deres site i USA ud over virksomhedens i forvejen 10 praktikpladser og 12 studiejob i Kalundborg.  

Nu glæder to studerende, Flóra Domjan fra Ungarn og Julia fra Spanien, sig til det forestående praktikophold og til rejsen:

Da praktikpladsen fra Novo Nordisk i USA blev slået op, var det en virkelig spændende mulighed, og et eventyr vi måtte forfølge. Både den faglige del, hvor vi kommer til at lære en masse, og så i det hele taget det at rejse ud og opleve kulturforskelle. Vi skal være i to forskellige afdelinger, og vi ved heller ikke, om vi kommer til at bo sammen endnu, men under alle omstændigheder kommer vi til at opleve en masse sammen og kunne dele vores oplevelser, imens vi er der.
Flóra Domjan og Julia Fernandez Terrasa, studerer Diplomingeniør i Bioteknologi på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg

Ud over Novo Nordisk bød biotekvirksomheden Matís ind med en praktikplads i Island til en diplomingeniørstuderende i bioteknologi. En plads, som også blev besat ved eventen.

Studerende til samtale på Campus Kalundborg. Der var desuden mulighed for online samtaler med blandt andre den islandske biotekvirksomhed Matís.

Biotekbyen er the place to be

Julia og Flóra læser til diplomingeniør i bioteknologi på engelsk. Begge fortæller, hvordan de i dag kan se, at valget af Kalundborg som studieby var det helt rigtige i forhold til deres interesse for bioteknologi:

Vi ser begge bioteknologi som en vigtig del af fremtiden, og hvis man er interesseret i bioteknologi, er Kalundborg virkelig stedet at være. Der er så mange forskellige muligheder, og ved matchmaking har vi også selv søgt hos flere forskellige spændende små og store virksomheder. Det er helt tydeligt under uddannelsen, at Absalon og biotekindustrien har tætte forbindelser. forklarer Julia og Flóra.
Flóra Domjan og Julia Fernandez Terrasa, studerer Diplomingeniør i Bioteknologi på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg


Tryg hjemmebane for studerende


De studerende, der måske skal til deres første samtale kan også mærke, at det betyder noget, at det hele foregår i de vante rammer:

Det er virkelig rart og trygt, at vi kan afholde job- og praktikinterviews i vores eget miljø, for det kommer til at føles helt naturligt selvom det måske for nogen er deres allerførste samtale med en virksomhed om en plads.
Ariadna Perez, studerer Diplomingeniør i i bioteknologi på Absalon og kommende praktikant hos Novo Nordisk Kalundborg

Nu håber Ariadna desuden på positivt svar fra NNE, som hun ved eventen var til samtale hos om et studiejob, som hun gerne vil supplere med ved siden af sit studie.

Deltagende virksomheder Matchmaking 2023
  • Kalundborg Forsyning
  • Unibio
  • Novo Nordisk
  • NNE,
  • Novozymes
  • Kvasir
  • Algiecel
  • Matís (Islandsk biotekvirksomhed).

Biotekstuderende Ariadna Perez til samtale om studiejob i NNE. 

Mere Nyt fra Knowledge Hub Zealand