PROFIT

Klimavenlige proteiner til fremtiden

Forestil dig en verden, hvor organisk affald kan forvandles til nye produkter, til gavn for både klima, miljø, økonomi og den grønne omstilling.

PROFIT er et banebrydende dansk forskningsprojekt, støttet af Innovationsfonden, der arbejder på at realisere denne vision.

Vi er en stærk gruppe af forskere, industrispecialister og videninstitutioner, som vil bane vejen fra ide til handling, ved at demonstrere hvordan Københavnernes grønne husholdningsaffald kan blive til næringsrigt foderprotein.

PROFIT projektet vil både tage stilling til de bioteknologiske, procesteknologiske, økonomiske og samfundsmæssige udfordringer, der lige nu står i vejen for den proteinrevolution verden har behov for, hvis vi skal kunne imødekomme den støt stigende efterspørgsel på protein.

Behov for nye løsninger

I 2050 vil verden skulle producere omkring 1.250 millioner ton kød og mejeriprodukter om året for at imødekomme den globale efterspørgsel1. Dette får efterspørgslen af foderingredienser til at stige.

Traditionel produktion af dyrefoder kræver et højt land- og vandforbrug, er følsomt overfor klimaforandringer og påvirker miljøet. Derfor er nye og innovative løsninger nødvendige.

💡 Vidste du...

...at vi i øjeblikket bruger 80% af det danske landbrugsareal til produktion af dyrefoder?

...at Danmark årligt importerer ca. 1,8 mio. tons soja til dyrefoder i landbruget?

...at beregninger fra Københavns Universitet anslår, at den danske import af soja og palmeolie hvert år medfører emissioner på over 7 mio. tons CO2?


PROFIT projektet vil derfor demonstrere hvordan man kan bruge bakterier til at omdanne biogas fra organisk affald til næringsrigt foderprotein. Ved at bruge organisk affald til at producere foderingredienser, kan vi bidrage til løsningen af de klima- og miljøfordringer, der knytter sig til produktion af dyrefoder i dag.


Fra madspild til merværdi

I Danmark er der i stigende grad fokus på indsamling af organisk affald til genanvendelse. Udrulning af affaldsordninger og øget fokus på sortering har øget mængden af organisk affald fra husholdninger fra 23.000 ton i 2011 til 220.000 ton i 20212.

De stigende mængder organisk affald skaber gode muligheder for at initiativer som vores, der er afhængigt af store mængder biogas for at kunne skalere produktionen.

Fakta om madspild i Danmark

🍏 Det totale årlige madspild i Danmark var 873.014 ton i 2024

🍏 Det svarer til 3,8 % af Danmarks samlede CO2-udledning

🍏 Madspild koster danskerne 13,5 milliarder kroner om året inkl. moms og afgifter

🍏 Hver dansker smider 47 kg spiselig mad ud om året.

Fakta om madspild

🍏 Ifølge en FN rapport udgør det globale madspild mere end 1 milliard tons om året

🍏 Det svarer til 19 % af tilgængelige fødevarer i industri, detailhandel og husholdninger

🍏 Husholdninger smider mad svarende til en milliard måltider ud om dagen

🍏 FN rapporten understreger vigtigheden af samarbejde mellem flere aktører gennem offentlig-private partnerskaber (OPP) som en løsning på madspild


I dag omdannes det organiske affald til biogas, som afbrændes til el- og varmeproduktion. Resterne fra biogasproduktionen bruges som kompostgødning på markerne.

PROFIT projektets vision er, at udnytte organisk affald langt mere effektivt, end man gør i dag.

Vores forskere har udviklet en metode, der ved hjælp af banebrydende bioteknologi, bruger mikroorganismer til at omdanne det organiske affald til foderprotein, med høj næringsværdi og lavt land- og vandforbrug.


Ved at genanvende organisk affald mere effektivt end det er tilfældet i dag, mindsker vi ikke kun ressourcespildet, men bidrager også til en cirkulær økonomi, hvor ressourcerne ikke bare udnyttes bedre, men opgraderes til nye produkter med en højere værdi.

Når vi opgraderer det organiske affald til nye og mere værdifulde produkter, kan vi både styrke økonomien og reducere presset på jordens ressourcer, til glæde for miljø, klima og den grønne omstilling.


En proteinrevolution

Ifølge Boland et al. (2013) vil den stigende efterspørgsel efter kød- og mejeriprotein kræve forbedringer i husdyrproduktionen samt en større åbenhed over for nye proteinkilder, både til dyrefoder og fødevarer.

Fordi planteprotein er ineffektivt omdannet til kødprotein (ca. 6 kg planteprotein er nødvendigt for at producere 1 kg kødprotein), vil en øget kødproduktion for at matche den voksende efterspørgsel ikke være bæredygtig3. Der er brug for en proteinrevolution!

Single Cell Protein (SCP) - protein produceret af mikroorganismer såsom bakterier, gær, svampe eller alger - har et enormt potentiale som en bæredygtig proteinkilde til foder og fødevarer.

Fakta om Single Cell Protein

Markedet for SCP anslås til at overstige 18,5 milliarder dollars i 2036.

SCP bliver produceret i produktionsanlæg der, i modsætning til traditionelt landbrug, ikke er følsomme overfor årstiderne og kan producere året rundt.

Proteindholdet i kød er generelt omkring 45 %, mens det i mælk er omkring 25 % og i sojabønner omkring 35 %. SCP har et proteinindhold på 50-80 %, og har derfor potentialet til at revolutionere fremtidens foder- og fødevareproduktion4.

Produktion af SCP kræver langt mindre land- og vandforbrug, men til gengæld store mængder energi, som på sigt skal komme fra grøn energi.

Det høje energiforbrug, dyre anlægsomkostninger og manglen på effektiv procesteknologi betyder at produktionen af SCP på nuværende tidspunkt er dyrere end traditionel foderproduktion.

Den kompost, som er restproduktet fra SCP produktion, går ikke til spilde. Ved hjælp af elektrolyse kan der udvindes nitrogen og fosfor, som er vigtige næringsstoffer til produktion af gødning og en række andre produkter.

Resterne af komposten kan derefter spredes på marker for at forbedre jordkvaliteten.


Plantebaserede proteinkilder, såsom bønner, er ernæringsmæssigt værdifulde proteinkilder, men kræver landbrugsjord og vand – ressourcer, der vil blive begrænsende, efterhånden som vi forsøger at imødekomme den globale efterspørgsel efter protein.

PROFIT vil demonstrere hvordan SCP kan imødekomme de udfordringer fremtidens animalske produktion går i møde, ved at vise hvordan SCP kan skaleres og dermed blive et reelt alternativ til den måde foderingredienser produceres i dag.

SCP har en række fordele, som gør teknologien til potentiel gamechanger for branchen, men der ligger et stort arbejde i udvælgelsen af nye bakteriestammer egnet til storskalaproduktion, samt at udvikle procesteknologier, der kan gøre produktionen så kosteffektiv som muligt.

Samtidigt er der en række regulatoriske barrierer for proteiner produceret af mikroorganismer. Disse kan dog blive mindre i de kommende år, i takt med at både Danmark og EU øger deres fokus på biosolutions og brugen af såkaldte regulatoriske sandkasser, hvor nye løsninger kan testes og hurtigere finde vej til markedet.


Vi ser muligheder i de store udfordringer

PROFIT er et samarbejde mellem seks kompetente partnere, der bidrager med de nødvendige tekniske, forskningsmæssige og organisatoriske kompetencer der skal til, for at nå i mål med vores ambitioner. Bag os står Innovationsfonden, der finansierer projektet.

Amager Ressourcecenter (ARC)
Håndterer affaldsindsamling i Københavns Kommune og nåede her knapt 1 million affaldstømninger i 2023. Bidrager med ekspertise inden for affaldsindsamling og incitament til at opgradere organisk affald.

DTU (Technical University of Denmark)

Bidrager med teknologisk ekspertise og fysiske laboratorier - herunder forskning og udvikling inden for skalering og udvikling af SCP, samt kvalificering af de økonomiske og procesteknologiske udfordringer.

Knowledge Hub Zealand

Bidrager med projektkoordinering og kommunikation, samt facilitering af videndeling mellem partnerne.

Københavns Kommune

Bidrager med incitamenter og oplysning om samfundsværdien i at opgradere organisk affald til SCP.

Roskilde Universitet

Bidrager med ekspertviden og undersøgelser af de regulatoriske muligheder og hindringer ved SCP produktion til dyrefoder, samt hvilke fordele SCP har for de store aftagere af foderingredienser, herunder landbruget.

Unibio A/S

Bidrager med økonomisk og procesteknologisk ekspertviden ifht. produktion og skalering af mikrobielle proteiner.

Sammen vil vi vise, hvordan innovative løsninger kan forvandle vores største udfordringer til muligheder. Ved at omdanne de stigende mængder organisk affald til nye ressourcer tager vi et vigtigt skridt imod en mere bæredygtig og ansvarlig fremtid, og bidrager til at positionere Danmark som en frontløber inden for bioteknologi.

Finansieret af

Med-finansiering fra projektpartnere

Projektperiode

Juni 2023 - Maj 2027

Projektpartnere
Kontakt

Eva Sass Lauritsen
Senior Projektleder
Knowledge Hub Zealand

Email: evsl@kalundborg.dk
Telefon: +45 21 73 53 40

Irini Angelidaki
Professor
DTU

Email: iria@kt.dtu.dk

Relevante links

Artikel fra Innovationsfonden

Artikel fra Kemifokus

Kontakt

Knowledge Hub Zealand

Biotekparken 1

4400 Kalundborg

info@knowledgehubzealand.dk

Ofte besøgte sider

Projekter

Partnerskaber

Om os