Fehmarn BioLink

Et dansk-tysk uddannelses- og innovationsprojekt, der styrker samarbejdet mellem virksomheder, studerende og videninstitutioner i Femern Bælt-regionen.

Baggrund og Formål

Biosolutions spiller en central rolle i den grønne omstilling og bidrager til mere bæredygtige løsninger inden for blandt andet fødevareproduktion, energi og industrielle processer. Samtidig er sektoren i hastig vækst og har et stigende behov for kvalificeret arbejdskraft, stærke innovationsmiljøer og tættere samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Femern Bælt-regionen rummer et stort potentiale for at blive et stærkere, sammenhængende biosolutions-økosystem. Kalundborg er internationalt anerkendt for bioproduktion, biosolutions og industriel symbiose, mens Lübeck og Schleswig-Holstein har stærke forskningsmiljøer, innovationsaktører og startup-netværk. Alligevel er samarbejdet på tværs af grænsen fortsat underudnyttet.

Fehmarn BioLink bygger videre på erfaringerne fra Interreg-projektet Fehmarn Belt Innovation og har til formål at skabe konkrete forbindelser mellem danske og tyske virksomheder, studerende og videnmiljøer. Projektet skal styrke innovation, videndeling og rekruttering til biosolutions-sektoren – og samtidig bidrage til en mere integreret og konkurrencedygtig region omkring Femern Bælt.

Fremgangsmåde

Fehmarn BioLink samler virksomheder, studerende og uddannelses- og innovationsaktører gennem tre målrettede aktiviteter:

Studieture på tværs af grænsen
Projektet gennemfører to studieture – én til Lübeck og én til Kalundborg. Her får studerende, virksomheder og innovationsaktører mulighed for at opleve biosolutions-miljøer, forskningsfaciliteter, uddannelsesmiljøer og virksomheder på begge sider af grænsen.

Case competition med virksomheder og studerende
En dansk-tysk case competition bringer studerende fra både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser sammen med virksomheder i biosolutions-sektoren. Her arbejder deltagerne med konkrete virksomhedsudfordringer og udvikler idéer og løsninger i tæt dialog med virksomheder og faglige mentorer.

Strategi- og netværksworkshop
Projektet opdaterer den eksisterende kortlægning af biosolutions-aktører i Femern Bælt-regionen og samler centrale interessenter til en fælles strategi- og netværksworkshop. Målet er at identificere nye samarbejdsmuligheder og udvikle en fælles handlingsplan for et stærkere dansk-tysk biosolutions-økosystem.

Forventede resultater

Fehmarn BioLink forventes at engagere mindst 100 deltagere i aktiviteter på tværs af den dansk-tyske grænse. Det omfatter studerende, virksomheder, startups, undervisere, forskere og innovationsaktører fra både Danmark og Tyskland.

Projektet skal skabe nye relationer mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, styrke de studerendes internationale udsyn og give virksomheder adgang til ny viden, talent og samarbejdsmuligheder. Samtidig skal projektet bidrage til en mere langsigtet integration af biosolutions-miljøerne i Kalundborg, Lübeck og Schleswig-Holstein.

På længere sigt skal Fehmarn BioLink være et skridt mod etableringen af et dansk-tysk biosolutions-økosystem, hvor uddannelse, forskning og erhvervsliv samarbejder om innovation, grøn omstilling og udvikling af fremtidens arbejdskraft.

Kontakt

Knowledge Hub Zealand

Rynkevangen 10, 4400 Kalundborg

info@knowledgehubzealand.dk

Ofte besøgte sider

Projekter

Partnerskaber

Om os